Alt eller intet
- et meddigtningseventyr skrevet af Rebecca, d.9.oktober 2009.
Et uvejr trækker op og båden begynder at vippe. Det er et frygteligt stormvejr.
Arild og Tue bliver meget bange, og de skynder sig at tage deres redningsveste på. De ror og ror alt, hvad de kan. De prøver at skynde sig tilbage til land, men så begynder det at tordne og lyne, og det er bare noget af det værste de begge to ved!! Der er stadig lang vej, de mangler at ro ca. 12km. endnu, de begynder at blive rigtig trætte i armene.
Så kommer Arild i tanke om at de jo selvfølgelig har madpakker med, med varm kakao, chokolade, og to bananer som de skynder sig at spise, og får så hurtig lidt energi til at ro videre.
Efter ca. 20 min. er stormen så ovre, og det begynder stille at klare op. Nu begynder de at kunne se land, og de kan se den lille havn som de kender så godt. De bliver bare så lykkelige som aldrig før, at de jubler af glæde, og får endnu mere energi. ”Kom så, Arild råber Tue,” ”kom så du kan godt der er ikke lang vej igen..”
Men så, ser de en stor sort skygge kun 1m fra båden. Arild råber: Tue kig bag dig og der var en kæmpe stor haj!! De blev begge to så bange at de skreg: oh my good!! De roede og roede alt hvad de kunne, men den store sorte skygge halede ind på dem! Haps, haps så spiste hajen de to drenge til middagsmad. Og snip, snap snude så er den historie ude.